Følgende artikel er en klumme fra et tidligere kirkeblad.
Mit arbejde indebærer at køre lange ture i Vest- og Sønderjylland. På disse ture passerer jeg ofte landsbykirker, som kan ses på lang afstand pga. deres høje placering. Det har selvfølgelig tjent en praktisk funktion, da de blev bygget. Dengang var kirkegang obligatorisk og kirkeklokkerne kimede til gudstjeneste, når man skulle gå hjemmefra. I dag er de mindre besøgt, og det er vel også godt nok, at det ikke længere er strafbart at blive hjemme søndag formiddag. Men de står der endnu, kirkerne, og de minder forbipasserende om ham der, Gud, som de fleste vil have hørt om. Måske der nu og da er en bilist, som forsøger sig med en stille bøn ved synet af en landsbykirke. Den tanke kan jeg godt lide.
Vi lever i en urolig tid.
Selvom krige og kriser ikke ligefrem er et nyt fænomen, er bekymringerne alligevel intensiveret med krigen i Ukraine. Det bliver svært at navigere, og mørket trænger sig på. Hvad vi har brug for, er vejledning, tryghed og håb. Og det er netop, hvad vi finder i kirken. Kvaglund kirke kan måske ikke ses på lang afstand, men kan trods alt heller ikke overses af mennesker, som bor her. Ligesom et fyrtårn med sit lys guider og giver håb til skibsfarende, skal Kvaglund kirke være et fyrtårn for mennesker her. En påmindelse om ham der, Gud, men også en invitation til at søge tryghed og håb hos ham, der kalder sig verdens lys, nemlig Jesus Kristus. Et fyrtårn står loyalt og lyser. Det tvinger ingen, men lyser for alle. Sådan er det med Jesus. Han har al magt i himlen og på jorden, siger han – og vi tager ham på ordet. Og fordi han har al magt, giver han os håb midt i mørket. Mørket er ikke mørke for ham.
Kirken er kaldet til at være lys i verden. Det er vi både gennem gudstjenestefejring og gavmildhed. Det er lovprisning af Gud at elske sine medmennesker, så det vil vi gøre. Vi vil elske Kvaglund og de, som bor her. Vi vil lyse loyalt – altid inviterende, aldrig intimiderende. Vi vil, i al vores mangelfuldhed, forsøge at gøre en positiv forskel. Ikke, fordi vi er noget særligt. Fællesskabet, skønt som det er, er ikke svaret.
Men som et fyrtårn kan vi vise vejen. Vejen hen til ham, som er svaret, og hvis lys bryder igennem mørket i og omkring os, og giver håb midt i håbløsheden.
Skrevet af Søren Aalbæk Rønn, KFS-sekretær