Til en gudstjeneste juleaften for mange år siden, læste jeg teksten fra Esajas’ bog, profetien om frelseren, der skal fødes som et lille barn “Og det folk, som vandrer i mørket, skal se et stort lys”! Netop som jeg læste de ord, rejste en mand sig op og råbte af sine lungers fulde kraft: “Lyset i mørket kan rende mig i r….!” Jeg stod med store øjne et øjeblik… han satte sig ned igen, og vi fortsatte gudstjenesten. Lyset, der skinner i mørket, kan åbenbart ikke sådan pustes ud!
Men hvorfor mon manden var så vred? Og hvordan kan man blive vred på lyset? Kunne han ikke se lyset?
Sygdom kan tage al magt væk fra et menneske. Det ser jeg hver dag. Og det kan føles som om, alt indhylles i mørke. Alt bliver usikkert og intet er, som det var.
Og vi er bange for mørket, vi er alene i mørket. Og vi vil bare ud af dét mørke, ud i lyset. Og det er der så mange mennesker, der vil hjælpe os med. Men frygten og ensomheden over at skulle tumle med sygdom, kan få os til at føle os forkerte, skamme os over at føle mørke. At anerkende mørket for dets tilstedeværelse er en stor ting. Det er altoverskyggende og skræmmende at være ved, at der er mørke i og omkring os. Og som præst skulle man tro, at min vigtigste opgave er at pege på lyset. Tænde lyset. Insistere på lyset. Hjælpe mennesker med at få solen i øjenene… men det er det ikke…
Sætningen lyset i mørket, vækker altid denne oplevelse med manden til live. Jeg tænker tit på ham.
Manden, der forbandede lyset, må jo være i mørket.
Lyset skinnede ikke for ham. Eller provokerede al den snak om håb og fred og kærlighed ham, fordi han var et mørkt sted?
Det er, som om, dét, han ville sige, var: Hvorfor skal jeg se på lyset, når nu det hele er noget møg, og jeg kun kan se mørke??? Det er så mørkt, at jeg ikke kan holde det ud – jeg må have nogen til at dele det med mig. Mørket altså – ikke lyset! Jeg vil ikke være alene i mørket.
Julens budskab har jeg med mig året rundt, fordi det er, ved at turde være i mørket, at vi en dag måske vil kunne se lyset.
Med sin fødsel viser Jesus sin styrke på en helt anden måde, end vi havde regnet med, man kunne.
For styrke kan også være at give afkald på sin styrke. Og der skal mod til at blive i mørket.
Min fornemste opgave er at være i mørket sammen med det andet menneske, og lade Jesus komme til. For i mødet med mennesker i smerte og mørke, kan jeg ikke knipse lyset frem. Det er nødt til at komme udefra. Men vi kan sidde sammen, i mellemrummet, i mørket og lade Jesus komme til.
Jesus åbner mellemrummet mellem mennesker og lader dét, som skal ske – ske. Lader et menneske være dét, det er. Bange og uden håb. Men ikke alene.
Jesus er med os i mørket. Og han lader os blive i mørket…uden at stille krav.
Og det er der så meget håb i. At selvom vi vandrer i mørket, så er lyset med os, også selvom vi ikke kan se det. Og det er helt ok.
Skribent: Pernille Lydeking Svenningsen, Sygehuspræst på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg.
