Siger Filip, som taler rigtig godt dansk, og som nu har været i Danmark i godt to år. Han har deltaget i Kvaglund Kirkes Sprogcafe lige så længe. På universitetet hørte han om cafeen, begyndte at komme og har været glad for det. Det er dejligt at komme der og møde de samme mennesker og snakke dansk.
Han har også deltaget lidt i andre kurser, men det er i sprogcafeen, han har lært sproget og en masse dansk kultur.
Vi sidder i kirken en eftermiddag, og jeg taler til ham, som jeg ville snakke til en helt almindelig dansker. Han forstår næsten alt. Han siger, han har lært ekstremt meget i cafeen, og han er meget taknemmelig. Hvad f.eks. “Der er ingen ko på isen” betyder, og “at noget er kanon” ikke har noget med våben at gøre, er også noget, han har lært her.
Danmark – Kroatien
Han elsker Danmark – men også Kroatien, så han vil ikke blive i Danmark, men tilbage til Kroatien.
Noget af det, han sætter pris på her, er hyggekulturen. Han synes, at danskerne er meget åbne, og han har ikke selv oplevet racisme.
Han kan også godt lide, at danskerne er afslappede, og at de ikke jager så meget efter prestige. At køre rundt i store dyre biler er ikke så vigtigt som at hjælpe andre.
Den dag, han forlader landet, vil han huske de gode øjeblikke i cafeen. “Dette land har gjort et stort indtryk på mig” siger han.
Filip på 23 er fra Kroatien, og han har studeret på SDU, og har nu et barselsvikariat i Total. Tidligere studerede han i Østrig, men Netflix–serien Vikings ledte ham på sporet af Danmark, og han tænkte: hvorfor ikke studere der?
Sprogcafeen i Kvaglund Kirke
Der er sprogcafe i Huset bag Kvaglund kirke hver torsdag eftermiddag kl 15.30 til 17.30 og igen kl. 17.30 til 19.30. Vi starter med at dele os op i små grupper efter niveau. Så er der undervisning, afbrudt af en pause med kaffe, te og kage. Der kommer mellem 20 og 30, og det spænder mellem helt nyankomne, som nærmest ingenting kan, til dem, som har været her længe, og kan rigtig meget, ligesom Filip. Der er ingen test eller prøver, deltagerne kommer frivilligt og motivationen er stor.
Ud over Peter, Poul Martin og undertegnede er der flere frivillige, som underviser. Vi snakker rigtig meget, og det rigtig gode er, at der er små hold, så alle kan få taletid. Deltagerne er glade for at snakke med helt almindelige danskere, og man skal ikke være læreruddannet for at være underviser her. Underviserne giver meget, men får også rigtig meget igen. Man bliver helt høj af det, sagde en frivillig en dag.
Hvis nogen har lyst til at være frivillig i sprogcafeen, kan man henvende sig til mig.
Skribent Berith Nord Hansen
