Kvaglund Kirkes Gospelkor

Øveaften: Tirsdage klokken 17-19. Koret har bestået siden 2006. Der er ca. 60 medlemmer. Der er ingen optagelsesprøve. Vi synger 3-stemmigt, og de fleste sange er på engelsk.

Hvis du har lyst at synge gospel, optager vi løbende nye medlemmer i koret. Du kan bare møde op en tirsdag kl. 17.

Det koster 750 kr. årligt at synge i koret.

Det forventes, at man forsøger at deltage heri. Koret synger til Gospelgudstjenester, Gospel-julekoncert og andre arrangementer to-tre gange i løbet af hver halvårssæson. Så vidt, det er muligt deltager kormedlemmerne i dette.

Kontaktperson er Sonja Kærsgaard, tlf: 2213 3436, mail: sonjakaersgaard@gmail.com

Gospelkoret dirigeres af den meget erfarne gospelkorleder, Lydiah Wairimu.
Lydiah blev født i Kenya den 14. maj 1974. Som seksårig kom hun ind i skolens sangkor i Nairobi, hvor hun blev udvalgt til – år efter år – at synge i et kæmpekor for landets Præsident på nationaldagen. Lydiah har sunget i kirkekor og andre kor med klassiske værker i repertoiret, men koncentrerer sig nu om gospelmusikken.

Hun har boet i Danmark siden 1997 og er, ud over Kvaglund Kirkes Gospelkor, leder af Gospelkor i Vildbjerg, Haderup, Holstebro, Horne, Lemvig og Klitmøller

Seniorkor

Kvaglund Kirkes seniorkor er et kor hvor det sociale fællesskab omkring sang og musik er i fokusStilen er meget blandet og vi synger bl.a. højskolesange, seniorsange, kanons og lettere korsatser.

Vi hygger os sammen, med sang, musik og også snak. I seniorkoret kan alle som er interesseret møde op og være med nogle gange, for at se om det er noget for dem.
Man kan ellers tilmelde sig til koret. Det koster 150 kr. pr. halve år at være medlem af seniorkoret.

Vi synger torsdage fra kl. 14.30 til 16.30. Fra kl. 14.30 er der kaffe og socialt samvær hvor vi snakker sammen og lærer hinanden at kende.

At være med i seniorkoret kræver ingen optagelsesprøve, og alle kan være med i koret.

Korleder er Organist Yvonne Søndergaard Larsen.

Babysalmesang

Det er et tilbud til småbørnsfamilier med børn fra ca. 2. til 12. måneder som sammen med en eller begge forældre synger og leger med hinanden. Babysalmesang er populært mange steder, og i Kvaglund Kirke tilbydes babysalmesang med jævne mellemrum.
Mor og fars stemme er den bedste i verden for den lille. At synge, lege, danse og bevæge sig med sit barn er med til at stimulere alle barnets sanser. Der synges børnevenlige sange, salmer, danse, rim og remser

Der bruges forskellige redskaber: instrumenter, faldskærm, sæbebobler, balloner etc. Ved at deltage i babysalmesang kan forældre få inspiration til at synge videre derhjemme.
For mere information kontakt Organist Yvonne Søndergaard Larsen tlf. 2235 9354 organist@kvaglundkirke.dk

En mor fortæller om hvordan hun oplever babysalmesang:
“Lyset er blødt, og lyden er afdæmpet, fuldstændig som man forventer den i sådan et rum. Men foran os breder der sig et hav af farvestrålende tæpper, og livgivende pludren.
I starten er stemningen højtidlig og man kan mærke kirkerummet, men så snart at Yvonne har sunget den første morgensang, og alle rekvisitterne kommer i spil, udvikler stemningen sig til hyggeligt og latterfyldt rytmik. På hver sin vis hilser babyerne på hinanden, ved berøring, smil og lange blikke. Og når, mødrenes stemmer løfter sig og fylder rummet, opbygges harmonien imellem os. Vi danser, rokker, og marcherer, sæbebobler og levende lys opstår foran børnenes ivrige ansigter. Og til sidst, når de alle sidder på flyglet, og lader tonerne vibrerer gennem kroppen, kan man mærke at børnene har taget imod musikken og blevet mætte af oplevelser. Og så er der kaffe!”
Skrevet af Kira V. Ragnarsson

Gospelkids

Der er pt. intet hold af gospelkids i Kvaglund Kirke, men kontakt os stadig gerne, hvis du er interesseret i at høre mere om gospelkids. Vi håber at kunne starte op igen snart. 
Gospelkids er for alle børn i 0. – 4. klasse, der kan li’ god rytmisk sang med gang i.
Vi synger, leger, danser, lærer musikord og synger ind imellem til kirkens familiegudstjenester,

Har du lyst til at være med, eller har spørgsmål, så kontakt organist og korleder Yvonne Søndergaard Larsen på tlf.: 2235 9354 eller organist@kvaglundkirke.dk