Til visionslancering d. 20. juni præsenterede menighedsrådet fra Kvaglund Kirke den nye vision.
Læs visionen herunder.
Så mit hus kan blive fyldt. (Luk 14,15-24)
Gud inviterer til det store festmåltid og ønsker at hans hus må blive helt fyldt. Derfor drømmer vi om at se Gud fylde vores huse, hvad enten det er kirken, Folkehuset eller vores egne hjem med liv, fred og alle slags mennesker.
Fyldt med mennesker
Vi drømmer om, at Gud fylder vores rammer både til gudstjenester og til aktiviteter i løbet af ugen, med mange forskellige mennesker, så vi kan mødes på tværs af kulturer, generationer og livssituationer, fælles om det at være skabt, ønsket og elsket af Ham. Vi vil øve os i at tilrettelægge vores aktiviteter, så de opleves nærværende og relevante uanset om der kommer 10, 20 eller 200 mennesker.
Fyldt med fred
Vi drømmer om, at kirkens fællesskab kan opleves som et alternativ til den præstationskultur, travlhed og ængstelighed, vi ser i samfundet omkring os. Vi drømmer om kirkens hus som et sted, hvor der er plads til ro og hvile, til at være og til at blive fyldt op – et sted fyldt med fred. Vi vil øve os i, med Guds hjælp, at lade vores tjeneste for Jesus udspringe af sundhed i ånd, sjæl og legeme.
Fyldt med livsglæde
Vi drømmer om, at vi som kirke kan få lov at række langt ud i vores lokalområde og møde folk, hvor de er. Det skal være gode nyheder for lokalsamfundet, at her er en aktiv kirke fuld af mennesker, der ønsker at tjene og invitere alle med til det store festmåltid i Guds rige. Vi vil lede efter områder, hvor vi kan være med til at præge udviklingen i vores lokalsamfund i retning af endnu mere livsmod og livsglæde.



