Det runger tomt i kirkesalen i Kvaglund i skrivende stund. Ligesom der er larmende stille i alle kirkens mange, forskellige lokaler. Konfirmandstuen, hvor det før næsten ikke var til at få ro, er helt stille. Salen, hvor snakken før gik lystigt, når der var mandeklub eller fællesspisning, ligger øde hen. Tirsdag aften, som før summede af liv og musik, når gospelkoret indtog kirken; også der er der larmende tavshed. I huset bag kirken, som ofte fyldtes af fremmedartede stemmer, og duftede af spændende, kulinariske oplevelser, er der nu tomt og stille. I en travl uge inden Coronakrisen kom der op til 1000 forskellige mennesker igennem Kvaglund Kirke i løbet af en uge. Nu er kirken er lukket ned, ligesom resten af Danmark.
En god ven, som leder en mindre organisation, fortalte, at han lige nu er opmærksom på de ting, som organisationen ikke kan, p.g.a. nedlukningen af Danmark, men som ingen lægger mærke til, at de ikke gør længere. Hvad er det, som vi har brugt måske endda meget tid og energi på, som, nu hvor vi ikke gør det længere, har vist sig at være overflødigt?
Vi glæder os til kirkens bygninger igen kan summe af liv, men samtidig har det vist sig, at selvom den fysiske kirkebygning er lukket og låst, så lever kirken stadig.
Lige så meget som vi glæder os, til vi kan samles i kirken igen som før, så har vi fået øje på, at kirken ikke er afhængig af en bygning at samles i. For kirken er ikke kun en fysisk bygning, men, som der står et sted i Bibelen; den er bygget af levende stene.
Kirkebygningen er lukket, men kirken lever stadig hjemme, hvor vi bor. For kirken består ikke af mursten og brædder, men af levende, sårbare mennesker. Kirken er alle os, som kæmper med tro og tvivl, og som lige nu spørger: Gud, hvor er du henne i alt det her? Når vi beder Fadervor med vores børn, inden de skal sove, så er det kirke. Når vi sender en fortvivlet bøn ud i luften, fordi vi igen er vågnet midt om natten, og ikke kan stoppe tankerne fra at løbe løbsk, så er kirken lige der. Når en af os sender en tanke opad, inden vi tager arbejdstøjet på, og tager ud for at passe nogen af dem, der skal passes ekstra meget på i denne tid, så er kirken lige der.
Og så er kirken der, når nogle af os samles omkring skærmen søndag formiddag for sammen at lytte til de tekster, som mennesker igennem de sidste 2000 år har søgt til, når verden var ved at falde fra hinanden. Søger trøst og søger svar hos ham, som I sidste ende holder os og hele verdens skæbne i sin hånd.
Det har vist sig, at kirken godt kan leve videre uden en fysisk bygning at samles i…..
Men vi længes nu stadig efter igen at kunne fylde, også kirkens bygning, med urolige konfirmander, snakkesalige gæster til fællesspisning, gospelkorister, der synger af hjertets kraft og fremmedartede stemmer og dufte.
Skrevet af Jakob Wilms Nielsen
