- De kirkefremmede og fremmede skal møde menigheden når de kommer til gudstjeneste
Mellem år og dag dukker alle typer af mennesker op til folkekirkens gudstjenester, kirkelige handlinger og specielle begivenheder. Nogle få kommer hver søndag, langt flere kommer lejlighedsvis, når de er inviteret eller når de pludselig får den indskydelse at deltage i gudstjenesten – eller når de gennem en periode forsøger at finde Gud, kristendommen, menigheden.
Gudstjenesterummet er en missionsmark af børn, teenagere, unge, voksne, ældre, familier, enlige, gamle danskere, nye danskere, troende og tvivlende, kirkefremmede og kirkevante osv.
Som missionær i Bangladesh holdt jeg ind imellem gudstjeneste under et træ. Der var lagt måtter ud til menigheden. Ved træets fod var der som alter anbragt en bænk med et kors på. Menigheden sat med korslagte ben på måtterne med ansigtet frem mod korset. Rundt langs måtterne stod de kirkefremmede hinduer og muslimer som en levende mur, for at se hvad der foregik.
I denne situation talte jeg altid til ”muren”.
Til en dansk gudstjeneste sidder alle på bænkene, men på samme måde er der ofte mange kirkefremmede og evt. fremmede. Det vigtigste er at ”tale” til dem. |
Måske går en million forskellige mennesker igennem folkekirkens mange rum om året. Men kun meget få går regelmæssigt i kirke og er bevidste om at leve det discipel-liv, som de fleste er døbt til. Undersøgelser viser at kun få danskere mener at ”religion” (endda i bred forstand) har nogen særlig betydning i deres liv.
Hvis mennesker som lejlighedsvis dukker op i kirken kun møder kirken som institution med ansatte (som får penge for at udføre deres servicefunktioner), har de ikke mulighed for at opfatte det, der foregår, som noget anvendeligt i deres eget liv og dagligdag. Det sker at mennesker får en pludselig indskydelse om at gå i kirke. Som nu f.eks. Lone (opdigtet navn). Jeg mødte hende kl. 9,30 ved opslagstavlen i våbenhuset. Hun var absolut ikke vant til at gå i kirke. Kendte ikke noget til kristent fællesskab. Men hun kendte noget til det åndelige. Hun kendte til noget ”mørkt og ondt”, som veg når hun nærmede sig noget helligt. Og hun havde haft besøg af en engel. Da jeg mødte, hende havde hun læst tilbuddene på opslagstavlen. F.eks. om en svømmetur for hele familien i Svømmestadion. Men som hun sagde, ”jeg har brug for noget åndeligt, har I ikke noget åndeligt?”. Og vi havde heldigvis noget åndeligt. Cellegrupper med mulighed for at dele sorger og glæder, fælles bøn, lovsang og fordybelse i Guds ord. Ved kirkekaffen talte hun med nogle, som fortalte hende om et fællesskab hun kunne være med i. Det blev begyndelsen til et helt nyt liv for hende og hendes to børn. Jeg har tit tænkt på, at hun kom til kirken for at få del i noget åndeligt, som var ”lyst og godt”. Tænk om vi ikke havde haft ”noget åndeligt” på programmet i kirken! Og tænk om vi ikke havde haft et fællesskab, som kunne optage hende og børnene! |
- Gudstjenesten inkluderer i gudsdyrkelsen, men det flytter kun noget, hvis der er folk med på banen, man kan identificere sig med
Alle andre former for evangeliserende mission forsøger at flytte menneskers holdninger fra et sted til et andet. Altså noget med ændringer i fremtiden, eller et skridt som skal tages ud i det uvisse. I gudstjenesten sker tingene lige hvor vi er, og mennesker inddrages i at bede til Gud, lytte til Guds ord, bekende troen og åbne sig for Guds Ånd. Enkelte rives ikke med, og sidder derfor blot som tilskuere. Men ingen forhindres. Alle er velkomne. Alle inkluderes. Skriften siger: ”…enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.” (ApG 2,21) Gudstjenesten er en lang påkaldelse. En lang bøn. Alle kan tage del. Det sker her og nu.
Det utrolige er at gudstjenesten er det ”arrangement”, som det er lettest at samle folk til. Kristelige møder, intellektuelle foredrag, finkulturelle koncerter samler – efter min erfaring – ikke nær så mange mennesker. Det eneste som kan samle flere er gospelkoncerter – de er også medrivende og inkluderede.
Gudstjeneste med en levende menighed som grundstamme er en enestående mulighed for at række ud til kirkefremmede og fremmede. Når menighedens almindelige mennesker kommer med på banen, er der håb om at kirkens kontaktflade kan fører nye mennesker ind i menighedslivet – eller hjælpe dem til at opleve at kristendommen kan have en betydning i deres liv. Gudstjenesten som fællesskab
Samtidig med at ”fællesskab” er et hovedord i det nye testamentes menighedsforståelse, er det et behov i det danske samfund. Det er for så vidt trist, at samfundet er handicappet m.h.t. fællesskab, men det giver menigheden noget at række ud med, som der virkelig er behov for. - Plads til alle
At alle er velkomne til gudstjeneste ved alle i princippet. Alligevel skal det stadighed siges. Og det skal siges direkte med adresse til forskellige grupper, for at det i praksis får nogen effekt. For de fleste ligger det udenfor forestillingsevnen at man fra menighedens side ligefrem er glade for at se dem. Jeg tænker her særligt på børnefamilierne (evt. blot børnene, hvis de voksne ikke har lyst at gå med) og jeg tænker på de nye danskere. Der er kun chance for at de kommer, hvis de specifikt får at vide at de er velkomne – og de kommer kun igen, hvis de på konkrete måder oplever, at de er velkomne.
At børn i stigende grad komme til gudstjeneste i Kvaglund Kirke, har helt klart at gøre med at vi har børneprogram under prædikenen, at vi ofte laver specielle gudstjenester for familier og at vi gang på gang siger og skriver, at vi er glade for at se børn.
At der kommer en del nydanskere har helt klart at gøre med, at vi ofte lader evangeliet læse på andre sprog, at vi hjælper med praktiske problemer, rækker ud med fællesskab og at vi gang på gang lader forstå, at vi er glade for at de kommer.
Det er ikke nok at sige ”plads til alle” gennem den almindelige formulering i kirkens annoncer: ”Alle er velkomne!”. Man må henvende sig specifikt, tage specielle hensyn og skabe anledninger (herom senere). - Brug for alle
At alle er velkomne ved de fleste. At der også er brug for alle ved de færreste. Det kræver en oplæring at få menigheden til at forstå, at det har en betydning at de kommer med som aktive medarbejdere i forbindelse med gudstjenesten.
I Kvaglund Kirke har vi en lang række af opgaver til frivillige i forbindelse med gudstjenesten og i forbindelse med menighedsarbejdet. I forbindelse med gudstjenesten er der følgende frivillige opgaver: 1) uddeling af salmebøger ved indgangen
2) uddeling af brød ved altergangen
3) oplæsning af ind- og udgangsbøn og epistellæsning 4) betjening af overhedsprojektor
5) kirkekaffe
6) børneprogram
7) bogsalg
8) oplæsning på arabisk og evt. andre sprog Der kunne uddelegeres flere ting: bekendtgørelser (de som står for aktiviteterne kan også selv bekendtgøre dem), kirkebønnen, kor, indsamlingshjælpere, klokkeringning, musik til særlige sange, prædiken eller eksempelfortælling, velkommen ved døren osv.
I forbindelse med familiegudstjenester kan der være en række andre funktioner. F.eks. børneindslag med sang eller dramatik. I forbindelse med andre specielle gudstjenester, kan der være drama, lovsangsledelse, band- og forsangerfunktioner og forbønstjeneste.
At der er brug for alle, betyder selvfølgelig ikke, at alle absolut skal have en opgave. Det er frivilligt, og man er lige godt med i menigheden, om man har det eller ej. Men mange vil gerne have en opgave og føler først at de er rigtigt med i fællesskabet, når de får lov at yde noget.
At på forhånd måske 10 mennesker har en opgave i gudstjenesten, betyder naturligvis øget gudstjenestedeltagelse. Og da de forskellige funktioner varetages af et hold af skiftende personer, er der efterhånden et stort antal, som føler ansvar for gudstjenesten – og går så meget op i deres engagement at de fortæller andre om det!
I menighedsarbejdet er der også en lang række frivillige funktioner. De er med til at gøre det almindeligt at der er opgaver som skal udføres både i og udenfor gudstjenesten. Det er også nødvendigt at der mellem menighedsarbejdets forskellige aktiviteter og gudstjenesten er en vekselvirkning så der henvises begge veje. Henvisning til praktiske muligheder for indsats eller omsorg eller undervisning i menighedsarbejdet kan være vigtige led i præstens prædiken. En funktion som at sige velkommen ved døren er overordentlig vigtig. Et ægtepar, som blev trofaste kirkegængere og deltagere i menighedens fællesskab fortalte om deres første gudstjeneste: ”Vi blev meget overraskede over at blive budt velkommen ved kirkedøren. P.g.a. velkomsten gik vi efter gudstjenesten til kirkekaffe. Ved kirkekaffen var der almindelige mennesker fra menigheden, som fortalte os begejstret om deres engagement. Vi kom igen næste søndag . . . og næste … og næste … osv. Vi kom med i en cellegruppe. Vi fik venner.” |
- Ansvar
Der er et spring fra at udføre en opgave til ansvar for en opgave. Så længe der kun er tale om at forskellige mennesker udfører forskellige opgaver for præsten, kan der ikke ske mere end han/hun kan overskue. Det er derfor vigtigt at der uddelegeres ansvar. Én kan f.eks. have ansvar for børneprogrammet. Én for læserne. Én for uddelerne osv. Og der kan nedsættes et gudstjenesteudvalg. I udvalget kan de forskellige medlemmer have ansvar for at finde folk til hver sin funktion. Faktisk er et gudstjenesteudvalg helt nødvendigt, hvis der er tale om ugl. eller på anden måde regelmæssige gudstjenester med mange medvirkende. Hvis der f.eks. skal bruges 10 mennesker til hver gudstjeneste, er det ikke muligt for præsten, at skulle finde disse til hver søndag. - Åndeligt fællesskab omkring tjenesten
Det skal også nævnes at det åndelige fællesskab er afgørende. Ved fordelingsmøder, udvalgsmøder og forud for gudstjenesterne må der nødvendigvis være fælles bøn og indvielse til tjenesten. Og af og til må visionen oppudses ved hjælp af bibelsk undervisning. - Hvis man ikke lader mennesker engagere sig
Det er nærliggende at spørge: Hvad sker der hvis man ikke lader mennesker engagere sig? Det kan man se i de fleste kirker: Der kommer ikke nye til. De som pr. tradition kommer til gudstjeneste bliver færre og færre. Der mangler liv over gudstjenesten – de som kommer lejlighedsvis oplever det ikke som inspirerende, eller noget de kunne tænke sig at stifte nærmere bekendtskab med. Men der sker også det at de ressourcepersoner, som kunne have gjort en forskel i gudstjeneste- og menighedslivet engagerer sig andre steder. Det gælder især mænd. De havner i loger og bestyrelser for idrætshaller og andre steder, hvor de kan få lov spille en rolle. I loger er der ofte et roterende system, hvor der er ansvar til alle og hvor ansvarsområderne går på skift. Selv om der er undtagelser, er det almindeligt at mennesker gerne vil have en passende opgave. Man skal passe på ikke at vurdere situationen ud fra de faste kirkegængere. De har jo vænnet sig til (og holder evt. af) det passive tilhørsforhold til kirken. Negativt udtrykt kan man sige at de er blevet gjort så små, at de tror at de intet er og intet kan og intet har at bidrage med som er noget værd. Nogle nytilflyttede kinesere, som kom til gudstjenesten gennem en engelsk bibelstudiegruppe, bad inderligt om de ikke måtte gøre noget, f.eks. dele salmebøger ud. De følte at de ikke var rigtigt med, hvis de ikke fik lov at yde noget. Det viste sig, at der ingen er som kinesere til at dele salmebøger ud. Ingen kirkegængere får nogensinde så store smil, som når de modtager en salmebog fra kinesere. Selv om de ikke kan dansk, er de virkelig med til at skabe en varm og venlig atmosfære ved gudstjenestens indledning. |
- Gudstjenesterne skal være inspirerende
Første betingelse for at flytte noget hos mennesker som har mistet kirketraditionen, eller som ikke tidligere har kendt den er, at gudstjenesten er inspirerende både m.h.t. indhold og form.
Da der er forskel på folk, må der planlægges forskellige slags gudstjenester. - Højmessen
Den faste gudstjeneste må være en familiefest hver søndag. Den skal favne og fremstå som toppen af menighedsfællesskabet. Stemningen skal være varm og venlig. Det er godt at begynde med velkomst eller introduktion. Dels for at være venlig og dels for at informere f.eks. om børneprogram og dagens tema og andre særlige ting f.eks. en særlig velkomst til dåbsbørn. Budskabet skal være klart og vedkommende fremført på en autentisk måde – præsten skal gå 100 % ind for hvad han/hun siger. Og præsten skal vide hvad det er han/hun vil formidle. Der skal være så mange almindelige mennesker som muligt fremme på ”scenen”. Mit eget ideal er at skabe en gudstjeneste, som alle aldre og alle etniske grupper kan have glæde af at deltage i.
Man må gøre noget for de grupper, man ønsker at se. F.eks. børneprogram for børnenes skyld og læsning og oversættelse på forskellige sprog for udlændingenes skyld. Gudstjenesterne skal også have indbyggede variationer og overraskelser, f.eks. med hensyn til sang, musik og instrumenter. Sang og musik skal være festlig og der skal tages hensyn til de forskellige aldersgrupper. Det går naturligvis ikke kun med orgel – alene af den grund, at det ikke er alle som synes, at det er himmelsk musik. Det går heller ikke med kun gamle traditionelle salmer – de opleves af mange som kedelige. Det er godt at bruge overheadprojektor til dagens emne, evt. illustrationer, dele af ritualet (f.eks. trosbekendelsen under dåb) og nogle salmevers eller lovsangene under nadveren. Et vigtigt princip er også: Ingen gudstjeneste uden kirkekaffe. Men det skal gøres enkelt og overkommeligt så frivillige medarbejdere kan klare det.
I forbindelse med højmessen skal det også nævnes, at præst, menighedsråd, sognemedhjælper eller gudstjenestegruppe kan producere anledninger til folk, for at få dem med til gudstjeneste. Sådanne anledninger kan være: Konfirmandindskrivning, velkomstgudstjeneste for konfirmandelever, forskellige kors medvirken ved gudstjenesten, børns optræden, minikonfirmanders medvirken med et par børnesange, afslutning for minikonfirmander, en sang sunget af en etnisk gruppe på deres eget sprog, medvirken af konfirmandelever, kirke-skoleprojekter osv. Man kan også bruge gudstjenesten som indledning til sogneudflugt, kirkefrokost eller andre arrangementer.
I det hele taget skal man tænke på den kultur som mennesker af i dag lever i, og ud fra disse overvejelser planlægge anledninger og gudstjenester så de siger noget til flest muligt. Som missionær i Bangladesh tænkte jeg meget på kulturelle bindinger og kulturelle hindringer. Kulturelle bindinger er de ting i kulturen som binder mennesker, så de ikke frit han skifte religion og modtage kristendommen. Særligt er der mange bindinger for muslimer. Det er virkelig svært for dem at skifte religion. Hos hinduerne i Bangladesh eksisterer der ikke nær så mange bindinger. De kan bliver kristne uden de store vanskeligheder.
Dog kan der i den enkelte menighed være kulturelle hindringer, som gør at de alligevel ikke kan nærme sig kirkens gudstjeneste eller kristendommen. Derude tænkte vi meget på at fjerne disse kulturelle hindringer. Det kunne være sproglige hindringer (evangeliet skulle forkyndes på folks eget sprog), vesterlandske melodier (der skulle synges med bengalske melodier) musikinstrumenter (de lokale instrumenter gik til hjertet), stilheden, farveløsheden i gudstjenesten (der var brug for sanseindtryk) osv.
Omsat til danske forhold må vi sige at der er mange kulturelle bindinger i det materialistiske samfund, som vi intet kan stille op med.
Men vi skal som menighed tænke meget på at fjerne de kulturelle hindringer i vores gudstjeneste, menighedsliv og kirkeorganisation. Vi risikerer ikke at blive direkte ”kulturimperialistiske” i stor stil i Danmark, for det er kun ganske få mennesker, som lader sig trække kirkens middelalderkultur ned over hovedet. Men da vi gerne vil have flere mennesker med, bør vi gennemtænke hvilke unødvendige kulturelle hindringer vi opretholder … |
- Særlige gudstjenester i kirken
Selv om højmessen – endda indenfor reglerne - kan blødes meget op, er der alligevel brug for særlige gudstjenester. Det er ikke muligt at tilfredsstille alle med én slags gudstjeneste. Der vil også være nogle få som er utilfredse med den åbne folkelige gudstjeneste, som ovenstående lægger op til. Nogle kan end ikke acceptere lidt børnelarm i kirken. Nogle kan ikke acceptere læsninger på andre sprog. Min erfaring er imidlertid, at de som har et missionssyn - og dermed en glæde over at se en varieret skare til gudstjeneste - kan acceptere meget. Men der er en lille gruppe, for hvem det er meget vigtigt, at der ikke ændres på noget som helst. Dem er det svært at tilfredsstille, når man gerne vil nå kirkefremmede og fremmede. Under alle omstændigheder er der brug for forskellige slags gudstjenester – ganske enkelt fordi mennesker er forskellige.
Af forskellige slags gudstjenester kan nævnes: Forbøns- og lovsangsgudstjenester, meditationsgudstjenester, internationale gudstjenester på engelsk med henblik på et bredt udsnit af de nye danskere, gudstjenester på forskellige sprog (f.eks. arabisk) med henblik på bestemte etniske grupper, kravle gudstjenester, teckno-messe med speciel vægtlægning på denne musikart, suppe-messe med forudgående suppespisning, ”søger-gudstjenester”, mindegudstjenester, solidaritetsgudstjeneste, lysgudstjenester osv. Ved disse gudstjenester er der mulighed for at appellere til bestemte grupper som har særlig interesse i det pågældende projekt og der er ofte rige muligheder for pressens bevågenhed. Nogle af disse specielle gudstjenester er engangsbegivenhder. Andre kan gentages mdl. eller kvtl. Særligt interessant finder jeg alternative gudstjenester, som finder en form og kan gentages, så de styrker menighedslivet og udvider cirklerne gennem kontakten med nye grupper. For hver af disse gudstjenesteformer skal der være et udvalg, som deler uddelegeringsopgaverne imellem sig.
Når jeg ikke under de specielle gudstjenester nævner familiegudstjenester, er det fordi jeg regner dem som hørende hjemme på højmessens plads – og egentlig mener at der hver søndag skal være en differentieret familiegudstjeneste (altså med rum for alle). - Gudstjenester udenfor kirkerummet
Et gammelt princip er at når folket ikke vil komme til kirken, må kirken komme til folket. Der er ofte en god ide at holde gudstjeneste i boligblokkenes selskabslokaler, på stranden, i skoven, på butikscenteret osv. - Konklusion
Der kommer mange kirkefremmede op evt. fremmede lejlighedsvis til gudstjeneste i Danmark. Hvis det skal sige dem noget skal de møde en levende, åndelig, favnende og engageret menighed bestående af mennesker som dem selv – men med den forskel, at de går så meget op i det kirkens står for, at de kommer hver søndag.
Gudstjenesten kan imidlertid ikke stå alene, gudstjenesteliv og menighedsliv må hænge sammen. De supplerer hinanden ved at være to sider af samme sag: menighedens fællesskab.
Gudstjenesterne skal – med mindre det er specielle minde- eller sørgegudstjenester – være festlige og afvekslende. Moderne virkemidler må tages i brug og middelalderkulturen brydes. Stemningen skal være varm og venlig.
Der skal ikke slækkes på det åndelige indhold. Kirken skal turde være kirke. Præsten skal turde være præst. Menigheden skal opmuntres til at være menighed med nådegaverne i funktion så almindelige menneskers engagement bliver synligt i gudstjeneten. I gudstjenesten inddrages nye i gudsdyrkelsen – hvis det sker sammen med en levende menighed af mennesker, som de kan identificere sig med, er der mulighed for at en smittende effekt kan være med til at føje flere til.. | | | |
