Kirkelig Ægteskabsskole
Af sognepræst Jens Fischer-Nielsen, Kvaglund Kirke
Når vi i Kvaglund Kirke laver Ægteskabsskole er det fordi vi gerne vil hjælpe mennesker til at leve i et godt og kærligt og meningsfyldt ægteskab til døden skiller.
Vi hjælper mennesker med at indgå ægteskab ved at vi vier dem i kirken, med fest og fuld musik – derfor bør vi også være med til at hjælpe parrene til at leve et godt liv sammen.
Det ideelle var at give undervisning inden folk gifter sig, det har vi også mulighed for i enkelte til-fælde. Men kirkens ægteskabsskole henvender sig til alle par.
Og det er tvingende nødvendigt at give undervisning – det viser skilsmisseprocenten. Når op mod halvdelen bliver skilt må der også være en masse som er på vej til at blive skilt – og som altså lige nu trænger til forebyggende undervisning.
Men ikke alene det. Sagen er at vi alle kan lære at gøre det bedre i vore ægteskaber. Der findes in-gen ægtepar som er perfekte. Ingen som ikke kan blive bedre i deres ægteskabelige samliv. Og hvorfor ikke få det bedst mulige ud af det – hvis man vil leve sammen til døden skiller.
På sidste års Ægteskabsskole i Kvaglund kirke handlede det meget om det overordnede, især kom-munikation. (Det var Steen Palmqvist, fra organisationen Agape, som underviste). Hovedproblemet når et parforhold går i stykker er som regel kommunikation – kan de to finde ud af tale sammen, så kan de også løse deres problemer.
Men i år prøver vi at gå ned i de mere konkrete ting, som kan blive vanskelige i et ægteskab: Penge, sex, børn. Min erfaring som rådgiver for adskillige par er at på det konkrete plan, er det ofte et af disse 3 steder – eller flere af dem – at problemerne tårner sig op.
Kirken har meget at give på dette område rent holdningsmæssigt. Og derudover kan man trække dygtige folk ind, som har forstand på konkrete emner vedr. ægteskab og samliv. Og dem er der mange af i det kirkelige landskab. Mange organisationer har i årevis udbudt ægteskabskurser, endda på lejre af en uges varighed. Blandt disse er Agape, KFUM&KFUK, Indre Mission, Ungdom med Opgave, Familier på Vej, Oase, Ægteskabs Dialog m.fl.. Er det mon sådan at meget få mennesker udenfor det kirkelige netværk kender til disse mange højt kvalificerede tilbud?
I det kommende kursus er underviserne: Statsautoriseret Tom Eriksen, frimenighedspræst Mie & landsleder Leif Johansson og psykolog Christina Ditlevsen, som alle er bekendende kristne.
På det holdningsmæssige område behøver vi ikke gå længere end til Jesu bud: Du skal elske din næste som dig selv. Når jeg har lejlighed til det fortæller jeg folk, at din ægtefælle er din første næ-ste. Det er først og fremmest din ægtefælle du skal være god ved. Man kan konkretisere og sige. Det betyder at din ægtefælle er din bedste ven. Din nærmeste fortrolige. Kan man ikke finde ud af hvor-dan man skal behandle sin ægtefælle kan man tænke på hvordan man behandler sin bedste ven: Hans fejl dækker man over, man giver ham tid og opmærksomhed, man slår ham ikke, man lytter til ham osv. Og m.h.t. fortrolighed, hvis der er en som du er mere fortrolig med end du er med din æg-tefælle er der noget galt. Et af vore største behov er fortrolighed, for vi det ikke i vores ægteskab står vi i fare for at søge det andre steder, og måske hos det andet køn på arbejdsplads i fritidsaktivi-teter – og det kan være første skridt på vejen til utroskab.
Det tager tid at bygge et godt ægteskab op. Tid er det dyreste vi har. Det må vi give til ægtefællen. Og vore børn. Og sammen med det er den bedste gave man kan give sine børn: At mor og far elsker hinanden.
At vi i vores kirkelige ægteskabsskolen i år har sat penge, sex, børn på programmet har vagt opsigt – p.g.a. ordet sex og kirke i samme sætning. Det viser hvor langt mennesker (herunder mediefolke-ne) er fra det kirkelige fællesskab. De fleste mennesker forbinder kirken med orgelmusik og livs-fjerne betragtninger – og derfor overrasker det at sex kan være en del af kirkens ægteskabsunder-visning. Men det er jo altså ikke noget sensationelt, at kirken går ind for sex i ægteskabet. Det er vel nærmest det ægteskabet er til for: for at danne ramme om kærlighedslivet, forplantningen, familieli-vet. Sex er noget godt og smukt og varmt og kærligt og noget som Gud har givet os, til glæde og til opretholdelse af menneskeheden. I ægteskabet er sexlivet i høj grad noget som binder sammen og giver glæde, hvis det fungerer. Men det er i høj grad også et område, hvor man kan såre hinanden. Derfor er der også brug for undervisning – fx om forskellen på kvinders og mænds følelsesliv. Men sex er kun en del af det – og også kun en del af kirken ægteskabskursus. Penge kan også være til glæde – men også forstyrre harmonien. Det samme med børn. De kræver sin mand og kvinde at kla-re et harmonisk familieliv med børn i en presset tid.
De 3 kursusaftener er bygget op på følgende måde: en times oplæg, dernæst pause og bagefter spørgsmål og svar. Til sidst vil der være en invitation til at gå ind i kirken til en meditation. Her ind-ledes der med at lytte til relevant musik eller med at synge en sang. Derefter stilhed samtidig med at der vil være en meningsfuld sætning på væggen og opfordring til at sidde stille og tænke over hvad man har lært, og hvad man vil gøre bedre i fremtiden. Så er der en kort forbøn om Guds hjælp til at foretage de fornødne ændringer i sit liv. Til sidst er der en aftensang.
Nogle skal selvfølgelig hjem til børn og barnepige, men erfaringen viser at ca 2/3 også tager sig tid til denne afslutning.
Vi tror at Ægteskabsskolen ikke bare kan forhindre nogle skilsmisser, men også give redskaber til at mange får et bedre liv – i tiden indtil døden skiller. Men som sagt Ægteskabsskolen er arrangeret for alle som gerne vil gøre deres parforhold endnu bedre.
