For sent . . .
- og tak for det!
Når vi holder gudstjeneste 1. og 2. påskedag i Kvaglund Kirke kl. 10.30 kommer vi uhjælpeligt for sent. Flere timer og et par tusinde år.
På samme måde med kvinderne den første påskemorgen. De troede at de skulle til begravelse, de gik ud til graven - som var en klippehule - for at gøre de ting de ikke nåede, da Jesus i hast blev lagt i graven inden sabbatten. Da de kom til graven var begravelsen imidlertid aflyst. Det var en meget speciel situation. Andre begivenheder aflyses f.eks. p.g.a. sygdom og død, men det høres aldrig, at en begravelse aflyses fordi livet kom i vejen. Men det var det der skete påskemorgen. De kom for sent!
Intet overskud til svindel
Det er værd at lægge mærke til at Jesu tilhængere ikke forventede overraskelser omkring graven påskemorgen. Hos dem var der hverken mod, frækhed eller fantasi til et svindelnummer gående ud på at påstå at Jesus var opstået, selvom han ikke var. Ville de have svindlet, var det i øvrigt også helt tosset at sende kvinder ud som de første - kvinders vidnesbyrd talte ikke meget dengang.
Sært nok var det Jesu fjender, der regnede med overraskelser derude ved graven, derfor havde de fået vagter placeret så intet kunne ske. . .
Tomhedens evangelium
Efter kvinderne kom også andre af Jesu venner ud til graven. Men de kom alle for sent. Det spændende var sket. Der var bare tilbage et tomt hul i klippen. Og så et hastigt møde med en som sagde: "Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?" Der står mange og lange beretninger om Jesu lidelse og død i Det Nye Testamente, men beretningerne om opstandelsen er ikke særligt fyldige. Der står om de mange som så ham efter opstandelsen. Selve opstandelsen har ingen set og derfor kunne ingen beskrive den. Det er hvad en lille opstandelsessalme af K.L. Aastrup handler om. I salmen lyder det bl.a.:
Det er så sandt, at ingen så
vor Herre ud af graven gå.
For det, der aldrig kunne ske,
det skulle intet øje se.
Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød
om ham, der døden gennembrød.
Vi holder søndag p.g.a. budskabet som Jesu opstandelse. Hver søndagsgudstjeneste er fejring af Jesu opstandelse. Forkyndelsen af evangeliet begynder i gravens tomhed. Det var det som skabte kirken. Uden det var kirken aldrig blevet til. Kirken er derved blevet et konkret bevis på Jesu opstandelse.
Vi kommer også for sent til vores begravelse
Vi kan møde Jesus i bøn, i gudstjenesten, i Bibelen, ved nadverbordet, ved døbefonden. Der kommer vi ikke for sent. Mødet med ham er reelt og virkeligt. Han er der sammen med os, men han går også foran os gennem livet. Der er for os ingen steder hvor han ikke allerede har været. Og han er også gået forud for os igennem døden. Derfor kommer vi sådan set også for sent til vores egen død og begravelse - han har allerede været der, og hans opstandelseskraft trækker os igennem.
Jesus sagde: "Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. (Joh 11,25)
Lad os modtage ham i tro og tillid - også gennem påskens evangelium.
Glædelig påske!
Jens Fischer-Nielsen
